To vinkler på efterskoler

Jeg er glad igen. Men jeg var bestemt ikke glad for en god måneds tid siden. Jeg græd næsten hele vejen, imens jeg kørte min datter over til efterskolen, som hun går på nu. Hun er kommet på en teater efterskole, fordi det var hendes eneste ønske.
Det hele startede for mere end et år siden. Jeg fandt hende en dag inde på sit værelse. Hun var fuld. Døddrukken. Havde på en eller anden måde fundet ud af, at vi har en flaske vodka stående øverst oppe i køkkenskabet. Jeg bruger den til nogle af de sovse, jeg laver. Hun havde drukket det meste af flasken og var næsten bevidstløs. Jeg ringede efter en ambulance, og hun blev kørt til udpumpning. Heldigvis kom ambulancen hurtigt, og udpumpningen skete hurtigt. Heldigvis var det ikke værre end det. En dag med stærke tømmermænd og endnu en dag med hvile og så var hun fysisk topfit igen.

Noget at tale om

Men vi havde naturligvis noget at tale om. Hvorfor i alverden havde hun drukket næsten en hel flaske vodka? Der gik lang tid, hvor jeg forsøgte at få hende til at tale. Hun fulgte med i skolen. Hun gjorde, hvad jeg bad hende om. Hun var dog ikke helt den glade pige, jeg kender. Så vi gik til en psykolog, og jeg bad psykologen om at hjælpe os.

Efter et par sessioner hos psykologen fik jeg at vide, at min datter var deprimeret. Hun har ligesom mistet lysten til at være sig selv. Aha, og hvad gør man ved det? Skal hun have lykkepiller? Jeg er normalt ikke glad for, at mine børn skal have medicin. Psykologen anbefalede faktisk, at vi så en psykiater og fik lykkepiller til hende. Det gjorde vi. Men psykiateren foreslog, at vi ændrede på vores piges liv. Vi må give hende nogle muligheder for at komme over denne krise, som hun er i. Vi talte med psykiateren, med psykologen og naturligvis med vores datter. Vi fandt en løsning, der måske kan hjælpe hende ud af hendes depression: Et efterskoleophold, hvor hun har mulighed for dels at være i fred og dels beskæftige sig med noget, der interesserer hende, og samtidigt være under ’diskret’ opsyn.

Vi fandt en løsning

Det var en acceptabel løsning for alle. Vi fandt derfor en teaterefterskole. Vores datter blev tilmeldt. Fik plads. Og får en god måneds tid siden kørte jeg hende derover. Jeg var meget bange for at efterlade hende der alene. Jeg frygtede det værste. Men min frygt er blevet gjort til skamme. Vores datter har ringet til os hver dag for at fortælle, hvordan det går med hende. Og vi har – dag for dag – kunnet høre, at det går bedre og bedre for hende. Vi har talt med efterskolens psykolog, som har sagt, at han gerne vil have, at hun ser en psykiater igen snart. Han mener, at hun er klar til at kunne begynde at trappe sin medicin væk. Han ser hende som et levende ungt menneske, der bare faldt igennem sig selv, men som nu er ved at rejse sig op igen. Hun er glad. Hendes ven skrev dette:

Lige startet i 1.g

Jeg er lige startet i 1.g. Det er lidt mærkeligt at være sådan i skole. Altså sådan at gå i skole med et skema og med en klokke, der ringer til frikvarter. Jeg har valgt en linje på gymnasiet, som jeg er glad for. Har selv sat nogle andre fag ind og har fået lavet en 1.g, der bliver interessant. Men det bliver altså ikke som sidste år. Jeg kan se, at nogle af mine klassekammerater er fuldstændigt forvirrede og ikke aner, hvor de vil hen. Det ved jeg, at jeg ved. Jeg ved, hvor jeg vil hen. Og det må jeg indrømme, at jeg er glad for. Jeg fandt mig jo heller ikke i presset fra mine forældre om at fortsætte i gymnasiet direkte efter 9. klasse.

En efterskole i 10. klasse

På det tidspunkt – for et godt års tid siden – var jeg bare så træt af skolen. Tanken om at fortsætte i gymnasiet var ikke til at bære. Det talte jeg med mine forældre om. Og vi blev enige om, at jeg skulle på efterskole. Jeg kom på efterskole i 10. klasse. Det var en drama efterskole, som jeg gik på. Ikke egentlig, fordi teater og skuespil er det bedste jeg ved. Mere, fordi det var interessant. Jeg læste om efterskolen. De havde mange andre linjefag. Et af dem var design, og et andet var psykologi og filosofi. Jeg valgte at komme på den, fordi den var alsidig og havde mange linjefag.Og selvfølgelig hele det nødvendige pensum for 10. klasse.

Det betød for mig, at jeg kunne prøve forskellige ting af. Og selvom drama er det største fag, de beskæftiger sig med, så var det for mig det rigtigste sted at melde mig til. Jeg kunne få lov til at beskæftige mig med design, filosofi og psykologi. Og ja, jeg har en drøm om, at jeg vil fortsætte på universitetet, hvor jeg vil studere psykologi. Jeg tror, der vil være en fremtid i det fag. Sådan rent praktisk. Psykologi er jo ikke kun Freud og Jung. Det er meget mere. Og psykologi bliver jo brugt mere og mere i det private erhvervsliv. Der er ikke nogen grænser for, hvor psykologi ikke kan blive brugt.

Vil nok specialisere mig

Faktisk har jeg tænkt på, at jeg vil specialisere mig i kriminalitetspsykologi. Hvad er det, der får kriminelle til at handle, som det gør? Hvordan kan vi forstå dem? Og ja, det er et ukendt felt endnu. Men jeg er sikker på, at jeg kan bidrage. Måske er der store skuespillere gemt i kriminelle mennesker? Efter hvad jeg har forstået og kunnet læse mig frem til indtil videre, så er der mange kriminelle, som spinder et helt andet liv op omkring sig selv. Ligesom skuespillere er nødt til at gøre, hvis de skal have succes.
Det var derfor, jeg valgte drama efterskolen. Lidt kendskab til skuespil er aldrig dårligt. Og ja, det var da også ret sjovt at stå på scenen sammen med de andre. Også selv om jeg kun var i koret i den musical, vi opførte. Nu skal jeg så videre mod mit mål. Næste skridt: Optagelse på psykologistudiet.