Planloven… SUK!

Jeg er så træt. Bare træt. Jeg orker ikke mere. Vi har haft de her møder i en uendelighed nu. Og jeg er træt af at servere te og hjemmebagt kage for dem. Men de bliver ved med at hakke alle punkterne, vi har på dagsordenen ned. Det hedder salamiteknik. Og det er en almindelig kendt metode, som strateger bruger, når de vil nå et mål. Oftest et politisk mål. Jeg må sige, at jeg er træt af at høre på deres snak om, at planloven ikke fungerer, som den skal. Jeg har til dags dato ikke hørt dem give et eneste, konstruktivt forslag til forbedringer i planloven. Og faktisk så synes jeg, at den er ok. Jeg har jo faktisk gidet at bruge masser af timer på at læse og forstå den.

Vil de lytte?

Men gider de at høre på mig, når jeg kommer med argumenter for, at jeg synes, at vores diskussioner er løbet helt ud af perspektivet? Nej! De kværner løs om, at regeringen burde tage sig sammen, at de forskellige kommissioner, og udvalg er ineffektive og om, at de er trætte af den nuværende situation. Tak! Jeg er faktisk ved at eksplodere over at høre på deres hykleriske snak og smalltalk, der er pakket ind i pæne venstrefløjsfloskler.

Hvad gør jeg?

Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Skal jeg smide dem ud af mit hus? Efter 20 år, hvor vi har udviklet os sammen. Eller skal jeg holde ud og håbe på, at de indser, at de er direkte dumme at høre på? Skal jeg fortælle dem, at jeg er ret ligeglad med, hvordan de har det med, at planloven medfører en del bureaukrati? Skal jeg fortælle dem, at det ikke altid har været en selvfølge, at vi har offentlige høringer om nye tiltag i vores områder, sådan som planloven siger, at vi skal have det? De tager det jo, som en selvfølge, at de har ret til at gøre indsigelser. Og det får mig faktisk til at tænke, at de måske bare gør det, fordi de kan.

Bliver rasende

Tanken gør mig rasende. Jeg ryster på hænderne af arrigskab, imens jeg skænker te op til en af dem. En af dem, der står højt i partiets hierarki. Jeg tænker, at jeg må kontrollere mit raseri over deres hykleri. Men jeg kan ikke. Jeg er nødt til at fortælle dem, hvad jeg mener. De skal have at vide, at de ikke kan tage noget som helst for givet. De skal have at vide, at jeg melder mig ud af partiet. De skal vide, at i næste uge må de finde et andet sted, hvor de kan slubre velbrygget te og hjemmebag i sig uden så meget som at sige tak.
Jeg er færdig med dem. Samtidigt skal de også få at vide, at der er regler, som vi følger. Både i det offentlige og det private rum. En af dem er at vise respekt for andre. Jeg vil ikke længere bare trædes ned og blive betragtet som en tro kammerat. Det er jeg ikke – længere.