Glas og bestik

Jeg har været ved at rydde op i mine køkkenskabe. Det var sådan et led i forårsrengøringen lige inden påske. Det er altid spændende, når jeg rydder op i køkkenets skabe og skuffer. Jeg finder alle mulige, unødvendige køkkengadgets, som jeg har købt og måske brugt et par gange. Af en eller anden grund ryger den slags gadgets altid bagerst ind i skuffen eller skabet. Og jeg finder dem først, når jeg gør rent. Men her lige inden påske fandt jeg så et sæt bestik, som jeg havde glemt alt om. Jeg havde købt det, fordi vi skulle holde en fest for min far. Han havde ikke tilstrækkeligt bestik selv, så jeg havde købt det. Bestikket er ret flot. Desværre fik vi det ikke brugt. Det blev jo købt, lige inden vi kom ind i alt det her halløj med corona og lockdowns og begrænsninger for hvor mange vi må forsamle os. Vi måtte derfor aflyse hans 70 års fødselsdag.

Hvad gør man?

Men hvad gør man med et stort sæt bestik, som man ikke har brug for? Fortæl mig lige det? Giver man det væk i bryllupsgave – hvis det skulle hænde, at en af vores niecer beslutter sig for at gifte sig engang snart? Eller lægger man det ned i kælderen, og venter på en lejlighed til at kunne få lov til at bruge det? Bestikket ligger jo faktisk stadigvæk i æsken, som jeg købte det i. Det er klar til enten at blive pakket ind i flot gavepapir – eller til at blive taget ud af æsken, vasket og brugt til en flot opdækning til et overdådigt middagsbord.Måske skal man kigge på nye gryder efter alt det ekstra slid med daglig madlavning?

Borddækning

Og nu hvor jeg tænker på middagsbord – og opdækning, så fandt jeg, da også en ualmindelig dug, som jeg ved, at jeg købte på udsalg. Den er meget speciel. Pastel farvet – måske købte jeg den, fordi jeg ville bruge den til en påskefrokost eller til en picnic i det grønne i løbet af sommeren sidste år. Hvem ved? I hvert fald så er dugen ikke blevet brugt. Jeg overvejede at bruge den til påske i år. Men altså, der er for speciel. Så den blev lagt ned i kælderen til strandtingene. Der har jeg også en picnickurv stående. Jeg fandt to glas og to sæt bestik i den. De trængte hårdt til at blive vasket. Jeg havde fuldkommen glemt dem i kurven. Pinligt.

Fik det klaret

Jeg fik glassene og bestikket fisket på af kurven og fik dem lagt i blød i sæbevand. Der var nogle modbydelige pletter på dem. Men efter iblødsætning og nænsom skrubning, så var de så gode som nye igen. Jeg må blive bedre til at huske ikke at efterlade glas og bestik på steder, hvor de ikke hører hjemme. Men mindet om den herlige skovtur, vi havde den sommerdag for næsten et år siden, står soleklar i min erindring. Ja, det er pudsigt, hvad man kan finde i sine skuffer og skabe og kælder. Men sådan er det vistnok i de fleste familier. Vi har mange ting, som vi glemmer, som vi finder, og som vækker minder om dejlige øjeblikke.